Det er en skaftevæv med flyveskytte som stammer fra væveskolen i Jebjerg,(Der hvor ungdomsskolen er nu).
Anton og Sørine Thyregaard startede i 1921 Salling Ungdomsskole i Jebjerg.
Fru Thyregaard havde medbragt sin væv.
Efter en studietur til Sverige i 1926 blev grunden lagt til den første vævestue.
Man begyndte med 2 væve i en lille stue, senere blev der bygget et havehus af gamle jernbanesveller med stråtag, her var der plads til 7 væve.
På samme tid opstod interessen for folkedans. Og her ønskede man at anskaffe folkedragter. Fru Thyregaard fik samlet dragtdele fra hjemmene i salling. På folkemuseet i København fik hun hjælp til mønstre og farver. Der blev i årene fremover vævet folkedragtstoffer til mange egne af landet.Hvert år blev der afholdt kursus i plantefarvning på skolen.
Den nye væveskole blev bygget i 1933 med plads til 25 elever og lige så mange væve. Undervisningen blev tilrettelagt med 3 gange 5 måneders forløb, hvorefter eleverne fik bevis på væveuddannelse og teori. De kunne så gå ud og undervise på skoler og i husholdningskredse.
Væveskolen blev nedlagt i 1956, hvor Salling ungdomsskole overtog bygningen til foredragssal og elevværelser.
Vævene blev solgt- men denne skaftevæv stod tilbage- og har været opbevaret hos Gunhild Lund, der var ansat på salling ungdomsskole fra 1950-1977.
Væven blev afleveret til Træmuseet i sommeren 2002.